onsdag den 5. september 2012

Applikation (1)

Tirsdagens undervisning stod på applikationer på tekstiler. Den stod også på øvelser i det kreative og innovative rum.


Efter processen sad jeg tilbage med ideen om at applikere et V som evt. kunne bruges som pynt på en kjole/bluse til min datter.
Jeg legede lidt med forskellige udformninger af dette v. Overvejelserne gik bl.a på at lave det ud af cirkler, men det blev hurtigt for tykt eller besværligt. Ved at tegne mere end at skrive, kom jeg frem til et v der næsten lige så godt kunne være et flueben. Dette var i mine øjne lidt sjovere, så denne blev valgt.



Derefter skulle det tegnes i den rigtige størrelse, ligesom de stoffer der var egnede skulle findes. Da jeg så nogle af de andres projekter, fik jeg helt lyst til at gøre det større og vildere, men jeg endte med at blive godt tilfreds med mit v (der dog har mindst en lille skønhedsfejl)

Tegningen blev lagt under vlisofix'en og tegnet af. Vlisofix'en blev strøget på det valgte stof (rødt med hvide prikker) hvorefter papiret blev fjernet og formen blev lagt på mit baggrundsstof.

Symaskinen er jeg vant til, så det tog ikke lang tid at tråde og sy.
Med undtagelse af toppen af v'et, der er meget tyndt og derfor endte med at glide lidt rundt da det ikke var sat godt nok fast, gik der rigtig godt.
Den tynde side af v'et blev lige tanden for tynd. Mette, vores lærer, fik den gode ide at jeg kunne sy endnu en streg ved siden af.

 
Selve processen var af uvisse grunde rigtig svær for mig.. Det var rigtig sjovt da vi kom i gang og efter at have set hvad flere af mine studiekammerater fik ud af deres ideer, er jeg blevet rigtig tændt på at lege videre med applikationer. Af samme grund har jeg idag købt en masse gammelt sengetøj (tak for ide Mille) hvor jeg oven i købet var så heldig at pengene gik til red barnet. Det glæder jeg mig til at lege med.

1 kommentar: