lørdag den 29. december 2012

Magnetbogstaver

 
Vores børn er virkelig glade for magneter. Da sønnike samtidig går i 0. klasse, var det oplagt at give ham magnet bogstaver til køleskabet.
 
Alle bogstaverne er tegnet i frihånd, dog med en forudbestemt højdeangivelse.
De blev savet ud på den elektriske dekupørsav og slebet let.
Herefter blev der boret små forsænkelser fra bagsiden, der præcis passede med magneternes højde og bredde.
Bogstaverne blev malet og lakeret og efter en god omgang tørring var de parate til at så livet magneterne ind i hullet. Dette blev gjort med superlim.
 
Det var en nem, relativt hurtig, og faktisk rigtig billig gave. Magneterne var det dyreste, men mener kun at jeg gav 20 kr for dem. Krydsfinerpladen er fra silvans restlager og kostede 20kr (men der er til 10 gange så mange bogstaver i pladen) Malingen havde vi selv og ligeledes lakken.
 
Det er en opgave jeg rigtig godt kunne finde på at bruge ude i skolen, og de er blevet taget rigtig godt imod herhjemme, ikke kun af sønnike, men af hele familien.

Ambrøst med bløde pile

Armbrøst med bløde pile, til fætrene

fredag den 28. december 2012

Ninjago-kasse til Linus

Gave til Mie

 
Som afslutning på praktikken gav min søn og jeg Mie en lille gave.
Linus min søn malede med oliepasteller på sort papir. Billedet blev fixeret og derefter limet med limstift, med det orange papir.
Herefter blev æsken klippet ud og foldet efter anvisninger fra bogen "Æskebogen" af Charlotte Yde.
 
Øreringene er en lyserød uldrest der er æklet med hæklenål nr. 3.5 og en grøn akrylrest der er lagt dobbelt.
Til sidst er der sat ørekroge i af stål-
 
Opskrift på Jordbær er fundet i Hendes verden nr. 33 2012

torsdag den 27. december 2012

første julegavebilleder

Det var bestemt ikke planen at julegaverne først begynder så småt at komme på nu. Desværre er der en eksamen der er tanden vigtigere end at dele mine julegavekreationer med jer, men jeg syntes nu alligevel der lige skulle lidt billeder op, mens vi venter på at jeg selvfølgelig består.

Her er to hæklede Jordbær, så min mor altid kan have friske jordbær i huset, selvom hun bor på Grønland, hvor frugt og grønt ellers lyder til at kunne ruinere en.

Og to øreringe i juletema. Jeg syntes bestemt at de kan bruges på andre tidspunkter også. De er lavet af Ahorn og Kirsebærtræ, og har været en rigtig lærerig oplevelse. de små øskner er lavet af sølv der er hamret flad, så det kan ligne guirlander lidt, bare sådan for at blive i julestemningen.

Her ses de i den lille hjemmefoldede æske af desigpapir jeg havde liggende. De ligger på en lille pude jeg har syet sammen af mørkerødt lagenlærred.

Og sådan ser æsken ud når den er foldet sammen.

Og sådan så pakkerne ud da jeg var klar til at køre på posthuset. Heldigvis forlyder det at pakken nåede frem inden juleaften, hvilket altid er en dejlig ting.

tirsdag den 18. december 2012

julegaver - næsten

Der er intet så frustrerende, som at arbejde nærmest i døgndrift med studierelevante julegaver, og så ikke kunne blogge om dem før efter jul fordi de er, ja, julegaver.

Jeg er omgivet af de sødeste mennesker jeg kunne forestille mig; et par har givet os 20 brædder, en har sendt den dejligste pakke fra fyn, med stof og læderrester, kravlenisser og en ekstra hemmelig ting, nogle har doneret søde sager, der var alt for sødt til dem, men som vil være lige sagen for min farfar (det tør jeg godt skrive, han kan nemlig slet ikke læse mere) en har doneret stof i form af tøj, og meget meget mere.

Men igår kom der en pakke ind af døren, som jeg tænke at jeg ville dele med jer med det samme. Hvor mange kan nemlig prale med at have en mor, der sender en hel pose håndfarvet uld til en, fra Grønland? Hvad der kommer ud af denne pose vil jeg ikke sige, men snart håber jeg at lave en post med teaserbilleder til en hel del af julegaverne, og så kan man jo gætte med hvis man har lyst ;)


 
Jeg skal have vasket gulvet rigtig godt, og så skal det ud af posen og sorteres ;)

mandag den 19. november 2012

Saa langt saa godt - en billedserie


Jeg er godt igang med det rum eleverne i 5 klasse skal arbejde med i min praktik.
For lige nu bliver det blot en billedfremvisning, men en af dagene sætter jeg ord på billederne ;)

søndag den 18. november 2012

2.studieopgave...

... er hermed opdateret og afleveret.
Fantastisk følelese at have den afsted, så er det bare om at blive færdig med de mange småting jeg har planlagt til praktikken.

lørdag den 17. november 2012

Gilbert og Gertrud

 
Gilbert og Gertrud er nisserne der skal befolke min miniaturejulestue i praktikken.

Kjolebyttecentral

Læste netop nedenstående artikel, og tænkte at det var en artikel der var værd at dele med jer andre, i genbrugens hellige navn ;)

Jeg håber på at udbygge dette indlæg, men er alt for træt lige nu, til at formulere fornuftige sætninger :)

http://www.b.dk/mode/aflever-en-kjole-og-tag-en-ny-med-hjem#

torsdag den 15. november 2012

Julefilt

Ebru har lavet denne helt fantastiske juledekoration, som jeg er helt igennem vild med. (Det er Dileks hjemmebagte småkager i baggrunden)
Dagens udfordringer bød på jule workshops, hvor jeg så muligheder i at melde mig på Ebru's julefilt for at lave en miniature-julesok til inspiration i praktikken.

Kunst og håndværk

En af fordelene ved at være gift med en billedkunstlærer, er at vi jævnligt har nogle spændende diskutioner om hvorvidt det jeg laver er kunst eller design.

Fagene ligger så spændende tæt op af hinanden at der er masser af overlap, og dermed også lagt op til større samtaler om hvorfor det er det ene og ikke det andet, eller hvorfor det er helt i orden at bruge teknikker fra det ene fag i det andet.

Nu er jeg stor fortaler for al slags tværfagligt samarbejde (så længe der er et fagligt grundlag for at lave forløbet) da jeg er helt overbevist om at man lærer rigtig meget mere af at sætte flere fag sammen, så eleverne får en større mulighed for at se hvad de kan bruge det lærte til.

At tænke billedkunst helt uden materiel design og omvendt, begrænser begge fag så kedeligt.

Netop nu er jeg igang med et projekt der i den grad overlapper billedkunst, idet jeg laver to dukker i størrelsesforholdet 1:12.
Dukkerne er relevante at fortælle om, da de skal indgå i forløbet i 5.klasse i praktikken. Ideen med dukkerne er at give eleverne noget konkret at forholde sig til.
Forløbet hedder "En julestue" og går ud på at eleverne selv skal designe den julestue som de to dukker hører hjemme i. På den måde lægges der begrænsninger, eller en slags retningslinjer, på en ellers utrolig åben opgave.
Dukkerne er samtidig ment som inspiration, noget konkret eleverne kan forholde sig til og spejle sig i, og danne en historie ud fra.
Forløbet kunne nemt have strakt sig til flere fag, men mere om det senere i et dertil indrette blogindlæg.
Dette er blot starten på den første dukke. Jeg fik lov at tage lidt Cernit med hjem til at arbejde med. For nogle år siden fik jeg en form til at forme menneskeansigter i sukkermasse. Da jeg dog sjældent laver mennesker i sukker, er jeg gået over til at bruge den sammen med ikke-spiselige materialer.
Efter en tur i formen skal ansigtet dog modifiseres og have sit eget udstryk. Til denne dukke har jeg kun brugt det viste værktøj.
Så fik den en tur i ovnen; 130 grader i ca. 20 min.
I morgen skal den have øjne og krop og måske også hænder hvis jeg kan nå det.

Og siden holdet i dag holdt julefrokost, kommer her et bonus billede, af vores tårn der vandt, og en Rasmus der ser meget stolt ud ;)
Det er fantastisk at have så dejligt et fag, sammen med så mange dejlige mennesker.

onsdag den 14. november 2012

Elletræ

Først et lille billede af et 1:12 "entrebord" jeg har lavet mig ud af lidt resttræ fra det rød-el Kurt fældede dengang vi startede på studiet. Kameraet var desværre gået tør for strøm den dag, så jeg har ingen billeder af arbejdsprocessen, der dog mindede meget om miniature almue møblerne, ud over at der ikke efterfølgende var noget malearbejde.
Når jeg tager den med her, er det fordi den næsten er for sød til ikke at dele, men bestemt også fordi det er relevant for det materiale vi havde valgt i gruppen.
 

Miniature værktøjskasse

Jeg tror dette er det fineste jeg længe har set. Det kribler helt i fingrene efter at prøve om man selv kunne lave nogle af disse ting. Det kræver med garanti mange års øvelse, men hvis man ikke starter et sted, så kommer man heller ikke nogen vegne.
http://blog.makezine.com/2012/11/01/remarkably-wee-tool-chest/

Der er SÅ mange ting jeg gerne ville lave i sløjdlokalet (og et par projekter der er færdige, men først kommer på efter jul) og så lidt tid.

De sidste par år har jeg tegnet lidt på en kasse til opbevaring af mine strikkepinde, men nu hvor jeg har materiel design er tegningerne som sunket i jorden. Enten dukker de snart op igen, eller også må jeg tegne forfra. Det sidste vil måske endda være en fordel, nu jeg har langt mere viden om selve designprocessen.

tirsdag den 13. november 2012

Frugt-kramme-pude-pose

Dagens udfordring var symaskinekursus. Vi blev opfordret til at lave en krammepude, der skulle have mindst 1 flap og applikationer.
Sønnike mangler dog desperat en frugtpose, så her er min Frugt-kramme-pude-pose ;)

mandag den 12. november 2012

Opdateringer

Så fik jeg opdateret værktøjet så minifræseren kom med.
Jeg har også indskrevet nogle flere af titlerne på mit lille bibliotek, men der er stadig lang vej før det er en færdig process.
Jeg glæder mig til at skulle sy i morgen, og til at finde ud af om der er et sted at købe træ, der ikke er alt for langt fra seminariet.

kunst og design?

Her er et lille link til glæde for strikkegruppen ;)

"Er der en tendens i kunsten til at vende tilbage til håndarbejde?" bliver der spurgt ;)

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/kunst/omtaler_kunst/ECE1807917/kustoderne-har-kunsten-paa-kunstner-strikker-sine-budskaber-ind-i-sweatre/

lørdag den 10. november 2012

Sex og Sundhed

Hvis jeg har forstået det korrekt, så ligger timerne til de såkaldte "sex og sundheds timer" løst, og skal ikke varetages af en bestemt faglærer, men kan uddeles til alle faggrupper (har jeg misforstået dette)

Kurset blev lynhurtigt overtegnet og undertegnede var ikke hurtig nok til at være blandt de heldige der rent faktisk fik uddannelsen til at varetage denne funktion.

Dette betyder selvsagt ikke at jeg ikke vil komme ud for at skulle undervise i dette, og derfor fik jeg tænkt lidt over hvad man egentlig kunne lave, sådan rent praktisk med eleverne, i sløjd eller håndarbejde (eller materiel design)

Resultatet blev et stofbind.

tirsdag den 6. november 2012

Gavebod 3



Sidste år var jeg så heldig at modtage en smartphone af en fantastisk fortæller.
En sådan gave skal behandles godt, så jeg gik straks igang med at lave en lille vendbar telefonpose.

Den ser således ud. Der var ikke en specifik designproces, men jeg forelskede mig en mønsterbort fra Lene Holme Samsøes model: "Raya" fundet i "mere feminin strik"
Inderposen er strikket af rødlig meleret chenille.

mandag den 29. oktober 2012

Miniature almue

Jeg ved ikke med jer andre, men så vidt jeg ved, er den skammel jeg lavede i sløjd stadig i brug.

Faget Materiel Design fordrer at vi udfordrer processen mod produktet, at vi tænker innovativt og ud af boxen og delvis glemmer det vi selv lavede dengang, for at sikre os at vi laver det "rigtige" nu.
Jeg elsker at vi får lov til at medvirke i processen, men på et eller andet plan ville det også være lidt trist at have sløjd på lærerseminariet, uden at lave en skammel.

Men så kunne man jo tænke ud af boxen ved at lave en miniatureskammel....
... og nu jeg var igang kunne tallerkenrækken ligeså godt komme med ;)

 

Flere smykker


 
Her er så endnu et udvalg af de smykker jeg har lavet i perioden!

søndag den 28. oktober 2012

Halloween

Ja altså så ved man da at det er halloween.
Jeg var inde at se på oversigten, og undrede mig over at der dagligt er folk inde for at se på mit heksehat-indlæg. Det næste der undrede mig, var at trafikken kommer fra google. Så jeg googlede "Heksehat filt" et voila, mine billeder dukker op.

Jeg glæder mig til at have den på på onsdag (hvis ikke datteren min hugger den, så kan jeg jo tydeligvis altid komme som årstidsforvirret trold i stedet)

Blomstermark

En af de ideer jeg tumlede med til studieopgaven, var en halskæde inspireret af Rokokooverdådigheden, samt fascinationen af filt, og ikke mindst nålefilt.





















Smykkeansigt

Det har været en modbydelig hård uge rent studiemæssigt, men samtidig givende og spændende.

Torsdag skulle vi fremlægge vores første studieprodukt og "Home sweet home" produktet. Sidstnævnte havde jeg været færdig med i et godt stykke tid, og bloggen var opdateret, men mit armbånd var endnu ikke helt færdig onsdag aften, videoen jeg ville lave var også et heldagsprojekt i løbet af onsdagen og pokker stå i om jeg kunne finde mine skitser, der ellers skulle være med til at dokumentere processen. Så da jeg kom hjem fra studiet ved 21-22 tiden, var det bare om at sætte sig til at færdiggøre produktet, tage de sidste billeder, hvorefter jeg kunne lave opgaven færdig.

Med andre ord var det en pænt træt Stine, der kæmpede sig ud i strid modvind torsdag morgen, velvidende at de næste dage ville byde meget mere af samme skuffe.

Men under fremvisningen viste Ebru en lille film hun havde lavet (den er at finde under hendes 1.studieopgave) hvori der bl.a. fremvises en lille mand lavet af smykkerne.

Da vi samtidig er blevet bedt om at lave digitalt undervisningsmateriale, havde jeg brug for at støve mine kundskaber lidt af, når det kommer til videoredigering.

Så jeg tillod mig at låne Ebru's ide, til at fremvise et par af de smykker jeg har fremstillet i perioden.

Her er resultatet:
 
Flere smykker bliver fremvist i et nyt blogindlæg ;)
 
 
 

onsdag den 24. oktober 2012

Home Sweet home

Vi blev sat en opgave:

Hvad vil du gerne fremstille til dit hjem ?

Hvad har du brug for, hvad har du lyst til, hvad vil du give et personligt præg ?

Det skal være en forholdsvis lille ting og du skal bruge og udvikle nogle af de håndværksmæssige kompetencer, du har fået i de første forløb.

Du kan hente inspiration fra fagbiblioteket, men skal lige vende din idé med en af os og drøfte fremgangsmåden.
 

En ting vi har savnet i hjemmet, er ekstra bordskånere.

Designprocessen var ikke langstrukken over tid, men kom vidt omkring. Der blev overvejet en vifte af puslespilsdesign og geometriske former, samt designs med hjerter eller træ-ender i en mosaik.

(Jeg skal huske at have scannet et par skitser ind)


søndag den 14. oktober 2012

Gavebod (2)


Hue til Marius

Gavebod (1)

For et par uger siden fik jeg æren af at afholde et lille fødselsdagsselskab for en af mine venner.
Da jeg havde haft travlt fik jeg på dagen travlt med at flikke et eller andet sammen.
Resultatet blev en lille mobilhænger eller andet gejl (det var først og fremmest en symbolst gave.

Træbogstaver (2)

Så blev det tid til at tage fat på bogstaverne igen.
 

mandag den 1. oktober 2012

Undervisningsforløbs.plancher



Heksehatten

Efter vi havde filtet, kunne jeg slet ikke vente med at lave en rumlig form. Om aftenen målte jeg mit hoved og lavede mig en papskive, der kunne passe til de mål jeg skulle bruge for at lave mig en heksehat.  At det blev en heksehat, var meget nærliggende, givet det sorte karteflor jeg havde liggende.  Som ses her på billedet fik den dog en temmelig spraglet inderside, og det går helt fint at vende vrangen ud, og bruge den som humoristisk efterårshat.  Faktisk føler jeg mig en lille smule hensat til Terry Prachetts Discword verden, i form af "a hat full of sky"
 

søndag den 23. september 2012

Studietur

 
Studieturen gik til Danmarks Designmuseum og Dansk designcenter. Ovenfor ses et billede fra sidstnævnte, der så tydeligt viser, at design ikke kun handler om æstetik men også er dødeligt alvor. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi, forestillet mig at der kun var 13 år tilbage af de råstoffer der bruges til LCD skærme.

tirsdag den 11. september 2012

Penalhus (1)

Dagens tekstil-symaskine-værksted, blev til en fødselsdagsgave til min kære svigerfar, der idag fylder rundt.



søndag den 9. september 2012

onsdag den 5. september 2012

Applikation (1)

Tirsdagens undervisning stod på applikationer på tekstiler. Den stod også på øvelser i det kreative og innovative rum.

mandag den 3. september 2012

Knivkunst (4)

Den blev fundet - kniven.
Der må ikke grines alt for højt af den. Jeg købte knivklingen for ca. 10 år siden. Jeg havde ingen videre muligheder for at få lavet det til en rigtig kniv, så jeg gjorde hvad jeg altid gør - improviserede. Jeg lagde Cernit omkring, i den form jeg ønskede (inspireret af spejderdolke) og lagde en lille rest velour over, som jeg derefter dekorerede med kobber fra gamle kabler. Skeden var ligeledes improviseret.
Alt i alt er jeg faktisk temmelig glad for den, men ville gerne give den et "rigtigt" skæfte engang. Indtil videre har den fungeret temmelig godt som heksens kniv ;)


Weekenden har budt på en tur i parken, hvor børnene samlede grene af forskellig art op. Den eneste jeg ved hvad var, var hylden (vil gerne lære mere om træsorter)
Børnene spurgte hvad man kan bruge det til, og jeg forklarede om den bløde marv og hvordan man kan lave perler af dem (omend de sjældent holder en evighed)
Men det kunne man vel også af de andre, tænkte jeg så. Som sagt så gjort, så nu har jeg kastet mig ud i et "lav perler af de grene børnene slæber hjem" projekt. Tanken er at jeg her skal snitte i tørt træ, men også at det kunne være spændende at se hvad der ligger af potentielle muligheder for et skoleprojekt.


De mørke og tynde grene har jeg klippet over med en grensaks, mens den lidt tykkere lyse gren er blevet savet over med en sav. Jeg er interesseret i at eksperiementere, hvorfor det ikke var så vigtigt hvor lange eller tykke perlerne bliver. Når jeg har eksperiementeret vil jeg forhåbentlig kunne gå baglæns i processen og se hvad der virkede bedst (hvis noget)


Grensakse er næppe tilladt i undervisningen (?) men de tynde grene må også kunne enten snittes eller saves over.

Hele ideen er at den tidligere marv så vidt muligt skal udgøre hullet i perlen. I nogle tilfælde er jeg dog klar over at der skal bruges bor.

fredag den 31. august 2012

Knivkunst (3)

Min snittekniv er midlertidig forsvundet.
Det var jo ikke så godt, især fordi det lød som om, at vi på et senere tidspunkt vil få mulighed for at lave en ny kniv, med selvkøbt knivklinge.
Dette ville være den ideelle mulighed for at lave et ordentlig skæfte til den kniv jeg holder meget af. Men nu er den altså væk, indtil videre.

Løsningen på snittearbejdet, blev at tage skalpellen frem.
De fine linier under slangerne, forsøgte jeg at "rengøre" med et par små file, der ellers er beregnet til fedtsten. Det hjalp en del, men der er ingen tvivl om at træet har brug for at tørre yderligere, hvis det skal blive rigtig godt.


Men hvad hjælper det at lave en snittekniv hvis man ikke ved om den kan snitte?
Heldigvis havde jeg stumpen fra kniven, så jeg satte mig til at arbejde lidt i den.
Her er stumpen inden:


Her er så stumpen da jeg besluttede mig for at kalde det en dag ;)

Hun er langt fra færdig og jeg glæder mig til at arbejde lidt videre på hende.
I hvert fald fandt jeg ud af at kniven kunne snitte (selvom jeg må indrømme at jeg brugte skalpellen til nogle af de finere detaljer)

torsdag den 30. august 2012

Knivkunst (2)

Øv, grundet allergi måtte jeg give afkald på de første små 3 kvarter af undervisningen. Søde mennesker indlemmede mig hurtigt i deres gruppe, så det var ikke så slemt som jeg havde frygtet.
Vi snakkede om god design i dag og efter en gennemgang af de ideer der var opstået i grupperne, snakkede vi om sammenhængen mellem 1)Funktionalitet 2)æstetik og 3)signalværdi (simplificeret)

Lige inden frokost gik vi i gang med at lave vores birkebark-skeder og/eller snitte videre på vores kniv. Ved frokosttide havde jeg lavet mig en skede og som det legebarn jeg er, kunne jeg ikke dy mig for at sætte et stykke af den tynde hvide birkebark på som dekoration. Frokosten frigjorde også snittebænken, som jeg endnu ikke havde siddet ved. Derfor kastede jeg mig straks over den, og glemte fuldstændig at få spist min frokost. Hvad værre er; jeg gik helt amok ved snittebænken, og havde til sidst en meget tynd kniv. Det så helt grotesk ud, da enden af kniven stadig havde den tykkelse som den havde da jeg startede ud.
Et lille stemningsbillede fra dagen i værkstedet:


Så jeg savede det nederste af (det skulle jeg jo alligevel) og sikke en masse protester der kom, da det blev en MEGET lille kniv. Jeg blev helt usikker på om jeg nu havde lavet den for lille, men den ligger ganske udemærket i min temmlig lille hånd. Sådan noget rød el, bliver ret smukt i farven efter hånden som man lader den ligge lidt (selvom farven ikke vedbliver i den farve) Billederne er dog taget mens træet er relativt ny-snittet, så det fremgår ikke på disse billeder.


Det er lige før jeg ville kalde det "fri leg" det der foregik bagefter, for vi kunne lave smøreknive, knager, eller hvad vi nu ellers havde lyst til. Personligt måtte jeg dekorere knivskæftet. Slanger, jeg elsker slanger når vi snakker snittearbejde. Så slanger blev det.


Tiden gik som sidst, alt alt alt for hurtigt, så jeg tog kniven med mig hjem, for at snitte lidt i den herhjemme. Desværre må jeg konstatere at min snittekniv (der i øvrigt er for lang i knivbladet tror jeg) slet ikke var at finde på dens sædvanlige plads. Så nu står den på skattejagt. Turen hjem blev noget hyggeligere end normalt, da Lise skulle samme vej gennem parken :)

onsdag den 29. august 2012

Godt design?


Hvad er dette her design egentlig og hvornår er det godt?

Jeg vil beskrive design, som den proces der foregår, når man går fra at stå med et behov, til man står med en fuldt funktionel ide. Inklusiv at afprøve denne. Men hvornår er det så godt design?

Jeg vil mene at godt design er et design der omfavner et behov (behovet for at sidde ned, for at have tøj på kroppen mm) og samtidig formår at forme denne ide med en sådan æstetik, at målgruppen ønsker at bruge det endelige produkt ud fra en mængde produkter med samme funktion.

Personligt er jeg facineret af nogle af de strømninger omkring bæredygtigt design og/eller miljøvenlige produkter. Af samme grund vil jeg som godt design fremhæve en Geodome, udformet som drivhus.
 

Dette er et produkt jeg brændende ønsker mig selv (hvis nu jeg havde  haft en have) tanken om at kunne have et kubbelformet lille stykke helårshave, er noget af det der virkelig tiltaler mig. En dome er uanset specifikt design, bygget op af en masse trekanter der er sat sammen til en kugle. Dette giver en spændende struktur i byggeriet, der samtidig gør det rekreativt at gå inde i drivhuset i sig selv. De mange trekanter giver en minimal direkte påvirkning fra vind, hvilket medfører et langt mindre varmetab.

Dette drivhus er for mig et godt eksempel på at æstetik og praktiske hensyn kan gå op i en højere enhed.
 


Da jeg nu ikke kan tage en dome med (jeg byggede godt nok en af sugerør, men da det var som om sugerørene havde deres egen vilje, ville det næppe give et særligt godt billede) overvejer jeg at tage min lille svampekniv med i stedet. Det burde være lige i ånden når nu vi alligevel er i gang med at snitte knive. Kniven er lille og til at hænge om halsen, og så er det lavet af træ og ben, der er opvokset lige i de omgivelser min mor og stedfar flyttede til i Sverige. Jeg syntes den er godt design, fordi den er smuk at se på, er lavet af de materialer naturen tilbyder i lokalområdet, samt at den er designet på en vis, at man ikke risikerer at skære sig på kniven selvom man har den inden under trøjen. Dertil og sikkert vigtigst, er den god at bruge til de små ting, som urter og svampe. Igen går æstetik altså op i en højere enhed med funktionaliteten.
 

Fødsel

I går mødtes en flok studerende for i fællesskab at blive klogere på faget "Materiel Design"

Personligt kendte jeg ikke et øje. Efter et stykke tid gik det dog op for mig at sidemanden Anders og jeg, havde haft fælles bekendskabskreds.

Vores første opgave blev at snitte en snittekniv. Kurt vores lærer gik resolut ud i regnen og fældede et træ, hvorefter vi fik lov at save passende stykker af og kløve dem i 4 (så træet ikke ødelægges mens det tørrer) 

Herefter måtte vi slibe kniven til, så vi kunne hamre kniven fast i det vådetræ (bladet havde vi forseglet med gaffatape)

Til sidst kunne vi gå i gang med økse, snittebænk, snitteknive eller hvad vi ellers kunne finde på, for at få skåret træet til den rette form for vores hænder.
Sikke en luksus, at få lov til at snitte i træ midt i undervisningen. Det var lige før det føltes helt pjækkeagtigt.

Til næste gang (i morgen) skal vi medbringe noget godt design og skrive om det her på bloggen
Det lod også til at vi skal snitte videre, samt at Kurt ville lære os at lave en birkebark-skede

Så vidt jeg forstod var det noget i denne stil: