søndag den 28. oktober 2012

Blomstermark

En af de ideer jeg tumlede med til studieopgaven, var en halskæde inspireret af Rokokooverdådigheden, samt fascinationen af filt, og ikke mindst nålefilt.






















Halskæden består af 3 forskellige farver filtblomster med samme gule midte. De er nålefiltet allesammen, og er syet på mens jeg syede perlerne sammen i netperlekæden.
Glasperlerne er voldsomt store. Dette ville være en fordel hvis man medtænker elever, da hullerne er større, hvilket både sætter mindre krav til typen af nål, samt tiden. Det tager ganske simpelt ikke helt så lang tid at lave en nethalskæde med store perler som med små.

På minus siden er det dyrt, hvis ikke man er rigtig heldig med at finde et super godt tilbud, ligesom jeg tvivler på at jeg kan se det fornuftige i at lave SÅ stor en halskæde med eleverne. (der vil ganske enkelt gå for meget af undervisningstiden med det)

Her er det selvfølgelig overdrevet grundet Rokoko inspirationen og for at prøve krafter med det.
Blomsterne er hæftet fast helt tæt på den aktuelle perle (altid krydsperler, de perler snoren går igennem fra flere sider) og undervejs i syningen. Dette gør det svært at være helt sikker på det endelige design, men giver en god helhed i halskæden.

Alternativt kunne man have lavet perledelen, og derefter have syet blomsterne på. Risikoen ved det, er dog at der kan blive synlige snore.

Men hvad er dog anvendeligheden ved denne halskæde? Som min mands tante sagde "Den er da mere særpræget end den er køn".
Jeg må indrømme at jeg har et par veninder, som jeg godt kan forestille mig have den på, men generelt set er den nok ikke så brugbar.....


.... Så er det jo godt at jeg stadig er et lille legebarn, for om ikke andet, så må den kunne bruges til troldenes forårsbal :)


 
Og så var der lige det pinlige øjeblik, hvor jeg stod med håret ud til alle sider, ingen makeup og termounderbukser, og naboen bankede på for at sige tak for hjælpen... Sikken et billede de må have af mig efterhånden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar